Jeg er nødt til at fortsætte i forhold til artiklen fra oktober 2009 med titlen "Når du ikke forstår dine pengesager..."
Jeg undrer mig nemlig stadig - og nu måske endnu mere end nogensinde før - når jeg ser den nye sæson af Luksusfælden. Intelligente mennesker som ikke har formået at tage skeen i den anden hånd, som står og smågriner mens budgettets faktiske tal lægges op på tavlen, som bagefter undrer sig over, at det er gået frygteligt galt.
Selv folk som har en handelsskolebaggrund kan tydeligvis ikke regne ud at 5 minus 6 giver underskud. Folk som ikke ved, at man ikke kan bruge de samme penge to gange. Folk som måned efter måned ikke formår at sætte tæring efter næring...
Jeg forstår ganske enkelt ikke hvorfor der ikke er flere som følger med på blandt andet denne blog, stiller spørgsmål, kommer med kommentarer. I kan gøre det næsten anonymt, og alligevel skal problemerne have lov til at fortsætte.
Jeg ved nemlig ikke hvad DU gerne vil læse mere om, hvad der er DIT problem, hvordan jeg kan skrive så jeg hjælper DIG med DINE konkrete problemer. Jeg har ikke bestået noget tankelæser-kursus, og derfor er jeg afhængig af tilbagemeldinger fra jer der læser bloggen, så jeg kan skrive endnu mere målrettet de problemer DU står med.
Brug kommentar-feltet. Det er DIN chance for at starte en ny kurs. Jeg vil gerne hjælpe netop DIG, og det er derfor jeg startede denne blog.
Hej Henrik
SvarSletIkke ret mange mennesker har lyst til at stå frem med deres økonomiske problemer da det faktisk er forbundet med skam for mange at stå frem. Du skal huske på, at programmer som Luksusfælden på ingen måde er repræsentativ for den variation af mennesker, der har rod i økonomien. Luksusfælden har ét eneste formål som for mig er ret usmageligt - nemlig at træde på folk, der i forvejen ligger ned.
Du glemmer, at denne smågrinen du beskriver meget ofte kan opstå hos mennesker, når de er forlegne eller mangler en øjeblikkelig reaktion på, at de nu bliver halshugget af TV3 værternes nedladende og perfide måde at tale til dem på. (Prøv i øvrigt at google den mandlige vært. Hans troværdighed kan ligge på et meget lille sted)
Når du efterlyser større medvirken i form af kommentarer og deltagelse på denne blog bliver du nødt til at anvende en helt anden stil. Nu går jeg lidt til dig, men dine velmenende artikler afslører et manglende kendskab til, at årsagerne til økonomiske problemer er langt mere komplekse end at folk med en handelsskolebaggrund burde vide, at man ikke kan bruge de samme penge to gange! Hvad der kan virke indlysende for dig i forhold til økonomiske dispositioner er ikke det samme for andre. Et råd til dig kunne være at fordybe dig lidt i de psykologiske årsager og mekanismer til overforbrugets symptomer og mønstre.
Jeg har arbejdet som konsulent for mennesker med ADHD. Det er en svær neurologisk sygdom med mangelfuld funktionsniveau i frontallapperne. Disse mennesker har altid fuldstændig kaos i deres økonomi p.g.a manglende evne til at skabe overblik, dæmpe inpulser, organisere, strukturere og overskue et komplekst område som økonomi. Hvad du som almindelig læser ikke ved og ikke kan forventes at gennemskue, så vil jeg vurdere, at lidt under halvdelen af deltagerne i Luksusfælden har symptomerne på ADHD-lidelsen. Jeg er ikke psykiater og kan ikke sætte diagnoser, men flere års intensivt arbejde med denne gruppe giver en solid faglig viden i forhold til at "spotte" de symptomer, der tyder på ADHD.
Dermed ikke sagt, at alle med økonomiske problemer lider af ADHD, men denne gruppe udgør en forholdsvis høj procentdel af deltagerne i Luksusfælden.
Desuden gav de økonomiske gode tider for et par år tilbage en slags økonomisk massepsykose, hvor alt kunne lade sig gøre - rent økonomisk. Hurtige lån fra private firmaer, bankerne smed om sig med penge og en stor del af befolkningen skiftede job hurtigere end man kunne nå at blinke.
Det blev langt, men jeg blev nødt til at kommentere på hvorfor jeg tror, at din ellers gode hjemmeside, ikke får helt så meget aktiv respons som du gerne vil have...:-)
Hej Mette
SletTusind tak for din kommentar. Det er yderst pinligt, at jeg først ser den nu, flere år efter. Jeg går nu ind på indstillingerne og justerer, så folk også får mulighed for at kommentere anonymt, og jeg forstår godt, du naturligvis tænker, at nogle vil have yderligere udfordringer end kun økonomien, hvis de ikke kan danne sig et overblik. Dér kan jeg, som lægmand, ikke hjælpe, og må således håbe, at behandlersystemet medvirker til at målrette indhold her og andre steder til dem.
Jeg ville gerne hjælpe alle, og det er netop tanken, at regneark og andre ting kan være små spark, der skulle skabe handling, men jeg vil da gentænke måden jeg skriver på for at ramme bredere.
I hvert fald skal du have tak for at have givet feedback så jeg kan blive klogere på målgruppen. :-)